Mentor4you

At miste er, at være tvunget til at genfinde sig selv og sit liv på nye vilkår; - dette måtte jeg sande, da vi for 26 år siden mistede vores to dage gamle søn, Alexander.

 

Bogen, REJSEN GENNEM SORGEN – En beretning om at miste sit barn og hvordan man kommer videre, er skrevet af Ingebrit Mouritzen, og er en ærlig, kærlig og utrolig stærk fortælling om forfatterens sorgproces, efter at hun mistede sin to dage gamle søn.

En fortælling, som ikke kun giver en rørende, smuk indsigt i hele Ingebrits følelsesregister, men som også bidrager med hendes personlige og alternative tiltag i sorgbearbejdelsen.

 

Tiltag som frit kan anvendes af enhver, der er i dyb sorg.

​

Bogen kan bl.a. købes hos Saxo, Gucca, diverse boghandlere og via forespørgsel på min email. 

 

Alexander blev født kl. 02:14 på Gentofte Sygehus. En stor dreng på 3500g og 50 cm lang.

Efter en grundig undersøgelse af hans luftveje fik jeg ham endelig i favnen – en vidunderlig

og utrolig stærk følelse - og jeg forundredes over naturens mirakler. Jeg husker, at jeg

spurgte, om alt var, som det skulle være, og det blev bekræftet. Samme eftermiddag fik

Alexander konstateret en mislyd ved hjertet, og vi blev overført til Rigshospitalet, hvor

han var under observation hele tiden. Lægerne undersøgte hans hjerte grundigt næste

dag og det blev besluttet at Alexander skulle opereres allerede om aftenen. Han blev døbt

af hospitalspræsten få timer senere. Et par timer efter lå han på operationsbordet.

Kl. 07:30 kom sygeplejersken og fulgte os op på Intensiv Afd. Vi ilede derop, hvor Alexander

lå i respirator. Jeg brød helt sammen, da jeg så min lille dreng ligge med sonder, elektroder,

dræn og slanger, og jeg bad til Gud om hjælp – bad Alexander kæmpe for sit liv. Jeg kunne

mærke, at livet var ved at ebbe ud for ham, og jeg spurgte ham i tankerne, hvorfor han ikke

ville være hos os.

 

Dr. Ramsøe-Jacobsen sagde så, at de ikke kunne gøre mere for Alexander, da hans hjerte

ikke kunne mere. Jeg ville ikke høre efter, hvad han sagde. Jeg ville ikke tro det!

 

Alexander var død!

 

25 år senere, i 2017, kom Alexander tilbage til mig.

Ikke i fysisk form, men i ord og i følelser.

Ord, som jeg havde båret i mig i alle disse år, og som jeg nu var parat til at give videre, og følelser som var forbundet med at give disse ord videre.

 

Forude var der gået 25 år, hvor bearbejdning af sorgen havde blandet sig med livet i sin almindelighed, og hvor lykke og kærlighed til Alexanders nulevende brødre, Nicolai og Oliver, havde fyldt det meste.

Jeg havde formået at komme videre, at finde glæden i min familie og mit arbejde – og især mine mange nye uddannelser inden for det terapeutiske område, som både kom mig selv til gode, men også mine mange klienter.

Jeg var kommet så langt i min proces, at jeg havde ’sluppet’ Alexander. Hans far og jeg havde kort tid inden nedlagt hans gravsted, da vi følte, at både Alexander og vi var kommet videre, og nu da Alexanders to brødre var blevet voksne, var jeg begyndt en personlig rejse i mit liv, hvor jeg følte trang til at være mere fri og komme tættere på, hvem jeg egentlig var.

 

Jeg var derfor overrasket, da den clairvoyant, jeg havde opsøgt, fortalte mig, at Alexander stod ved siden af mig, og bad mig skrive om, hvordan det havde været at føde ham og miste ham igen inden for 2 døgn.

 

At beskrive mine inderste følelser og tanker i de to døgn han liv varede, - min dybeste lykkefølelse og min dybeste angst.

 

’Fordi, du kan det og fordi du på den måde, vil bibringe andre heling, - uanset om de selv har mistet eller ikke. Fordi de følelser, du vil beskrive i bogen, er følelser vi alle kan genkende, og som vi alle er angste for at opleve. Men også fordi du er et bevis på, at man kan komme videre, at man kan leve trods den ubærlige smerte det er, at miste sit lille barn. Og fordi du vil fortælle om, hvordan du sammen med Alexanders far midt i sorgen, fulgte dit hjerte, da I besluttede hvordan I skulle sige ’farvel’ til Alexander.

 

’Ikke længe efter samtalen med den claivoyante fandt jeg alt frem fra Alexanders korte liv og død. Jeg gennemlæste alle brevene og så på billederne fra hans fødsel, hans korte lille liv, hans dåb og hans begravelse. Jeg brød endnu engang hulkende sammen, da jeg gennemgik alt, hvad jeg havde fundet, selvom der var gået 25 år siden Alexanders døde.

Efter denne forløsning sov jeg dybt med ro i sindet.

Næste formiddag fik jeg en fornemmelse af Alexanders tilstedeværelse, da jeg fik et prik på min skulde. Det var som om han sagde: ”Så kan du godt komme i gang, mor!”.

Efterfølgende skrev jeg uafbrudt i tolv timer.’

 

Kommer man sig nogensinde over sorgen over at miste sit elskede barn? Nej!​

De fleste lærer at leve med sorgen, så livet føles glædesfyldt igen og der er kærlighed og overskud til de tilbageblevne. Det skylder vi den døde, os selv og hinanden. Men det er en rejse i at genfinde sig selv.